Program / Forårsprogrammet 2011

Forårsprogrammet 2011

SØNDAG D. 6. FEBRUAR 2011: KONDITORI LA GLACE + FILM.
Vi mødes på La Glace klokken 14 og nyder deres utrolig lækre kager og drikker chokolade eller kaffe/te til. Bagefter ser vi filmen Black Swan. Du kan også vælge kun at deltage i den ene del af programmet.
Tilmelding til B. senest den 3 /2

LØRDAG D. 12. FEBRUAR 2011: ØLSMAGNING KL. 18.
Max. 12 deltagere.
Hermed årets traditionelle ølsmagning hos T.
Medbring en lækker ret til den fælles buffet (giv besked om, hvad du påtænker at medbringe ved tilmelding), godt humør samt ca. 100-150 kr. til øl. Den præcise pris opgøres på selve aftenen. Peter og Tine sørger for øl til smagningen m.v.
Tilmelding til T. senest den 8. februar.

SØNDAG D. 13-2 2011: BIOTUR.
P. vil se Winters Bone og giver nærmere besked senere.

FREDAG D. 18. FEBRUAR 2011 KL. 19.00: SPISNING PÅ SAIGON
Vil du med ud at spise på restaurant Saigon, Sølvgade 86, København.
Jeg reserverer 16 pladser. Sidste tilmelding til K. tirsdag den 14. februar. Bagefter finder vi en kold øl i nærheden.

SØNDAG D. 20. FEBRUAR 2011: VANDRETUR.
Vi skal varme op til forårets vandreture og mødes kl. 12.00 ved Svanemøllen Station og går ca. 1 time langs vandet.
Tilmelding til A.

SØNDAG D. 27. FEBRUAR 2011: HEERUP MUSEET
Det er blevet tid til et museumsbesøg.
J. sender en spontanmail med nærmere oplysninger, når tiden nærmer sig. 

LØRDAG D. 5. MARTS 2011: SPISEARRANGEMENT HOS BJARNE LILDHOLDT.
Der er plads til 8 personer, så hurtig tilmelding anbefales. Bjarne indkøber mad, udgifterne deles og gæsterne tilbereder i fællesskab menuen. Medbring drikkevarer.
Tilmelding til B.

SØNDAG D. 6 MARTS 2011: J.F. WILLUMSEN MUSEUM I FREDERIKSSUND.
Da det er gratis at køre med S-toget denne dag, tager vi på en længere tur til J.F. Willumsen i Frederikssund - når vi har set museet, og måske fået en kop kaffe i cafeen - kan vi, hvis vejret tillader det og lysten er der, gå forbi havnen og se på den nye arkitektur, inden vi tager toget tilbage(husk evt. paraply).
Vi mødes "under uret" på Københavns Hovedbanegård klokken 12.30 og stiger på H-toget mod Frederikssund klokken 12.46.
Tilmelding til P.

FREDAG D. 11. MARTS 2011 KL. 20.00: ANNE LINNET UNPLUGGED
Sted: kulturcenter Mantziusgården, Johan Mantziusvej 7 A, 3460 Birkerød, tlf.: 45822220, ca. 5 min. gang fra Birkerød station.
Billetpris: 280 kr. + evt. gebyr til billetnet 70156565.
Læs mere på www.mantziusgaarden.dk.
Køb selv din billet og tilmeld dig så jeg ved hvem jeg skal mødes med.
Tilmelding til L.

SØNDAG DEN 20. MARTS 2011 KL 13: POLITIHISTORISK MUSEUM
Vi mødes på Fælledvej 20, udenfor museet.
Museet viser politiets historie og nogle af de mere spektakulære kriminalsager, samt meget meget mere. Museet er åbent til kl. 16.00. Pris: 30.-kr. Vi kan evt. gå på cafe bagefter.
Tilmelding til E. senest fredag den 18.marts. Vi ses til en spændende eftermiddag.

FREDAG D. 25. MARTS 2011 KL. 19: SPISNING PÅ SHIRAK.
Russian & Armenian Cuisine: Shirak, Skindergade 28 B,
Lidt anderledes mad, store portioner og godt tilberedt. For eks. Store ravioli med kalvekødfyld (pelmeni), borstj(fyldig rødbedesuppe). Venlig og kompetent betjening. Billigste ret: 75 kr. Dyreste ret: ca. 170 kr. Vinen er dyr men der er også mange slags øl, også russisk. Har selv været der og vil gerne anbefale stedet.
Tilmeldinger til J. senest onsdag d. 23.marts.

SØNDAG D. 27. MARTS 2011 KL. 11: BOWL & BRUNCH
DGI-byen Tietgensgade 65. Vi starter med at samle appetit ved at bowle en time. Derefter går vi "ombord" i en lækker brunch. Samlet pris er 149 kr. og vi skal min. være 4 personer.
Tilmelding senest d. 20/3 til K.
 
LØRDAG D. 2. APRIL 2011: INDISK MAD PÅ MAHARAJA
På Maharaja kan du spise rigtig god indisk mad til rimelige priser. Vi skal spise i den afdeling, der ligger tæt ved Nordhavn Station. Vi mødes klokken 18. Tilmelding senest 30 /3 til Be. eller Bj.
 
SØNDAG D. 3. APRIL 2011: CYKELTUR FRA KLAMPENBORG STATION.
Så er vi fremme ved søndag den 3.april, hvor det igen er gratis at køre med S-toget og tage sin cykel med - Vi tager C-toget til Klampenborg Station og mødes ud for den røde port, ind til Dyrehaven klokken 11.00. Selve turruten, til måske årets første cykeltur, og forslag til frokost følger snarest - hvis det styrtregner, aflyser vi!
Tilmelding til P.

LØRDAG DEN 9. APRIL 2011 KL 10.30: BRUNCH OG GÅTUR
Mødested: Cafe Stålvand, Brønshøjvej 6 (lige ved Brønshøj torv)
Vi mødes til brunch på Cafe Stålvand kl. 10.30, bagefter har vi sikkert godt af at få rørt os lidt, så vi går en tur rundt om Utterslev Mose.
Til dem der kun vil gå: vi mødes ved Cafe Stålvand kl. 12.00.
Pris: brunch 98,-kr., gåtur:0,-kr
Tag praktisk tøj på (efter vejret) og gode travesko
Arrangementet aflyses i tilfælde af regnvejr.
Tilmelding til E. senest 6.april.

SØNDAG D. 24. APRIL 2011: PÅSKEFROKOST
Afsæt allerede nu dagen til årets påskefrokost i Tinghøjparken. Nærmere oplysninger følger.

SØNDAG D. 8. MAJ 2011 KL. 10.30: BRUNCH
B. glæder sig til at se jer.
Sted og evt. arrangement bagefter meddeles i spontanmail ca. en uge forinden. Vi spiser altid i Københavns kommune, så har I ønsker om et bestemt arrangement efter brunch, så har I en radius at gå ud fra.

TORSDAG 12. MAJ KL. 19: Introduktion til Mix-Double.
Vi gentager scuccen fra tidligere på året, igen hos Bente i Vanløse. Vi har fået adskillige nye medlemmer - herunder 6 mænd - på baggrund af annoncen i søndagsavisen. Kom og stil spørgsmål og hør nuværende medlemmer fortælle om foreningen. Tag gerne en interesseret ven eller veninde med. Arrangementet er gratis, der serveres sandwich, øl, vin og vand. Hold øje med spontan-mailen!

SØNDAG DEN 15. MAJ 2011: LEJRE FORSØGSCENTER
Vi mødes på Hovedbanegården under uret kl.10.20 medbringende madpakke, drikkevarer, praktisk tøj, godt humør og tørvejr, vi tager på en heldagstur ud i naturen. Lejre forsøgscenter er et sted med huse og miljøer fra stenalderen og vikingetiden, og div. værksteder, der er også mulighed for at male mel, sten mod sten, sejle i udhulede træstammer og meget mere, det er et skønt og spændende sted. Toget kører til Lejre station, hvorfra der går bus direkte til forsøgscentret. Pris: tog/bus: 9 zoner HT, entre Lejre: 95.-KR
Tilmelding senest 13. maj til E. Arrangementet aflyses i tilfælde af regn

FREDAG D. 27. MAJ 2011: ØLFESTIVAL KØBENHAVN 2011
Der afholdes atter ølfestival i København, arrangeret af Danske Ølentusiaster. Mix-Double har før været blandt deltagerne og smagt på de gyldne dråber. Festivalen afholdes i dele af den gamle tappehal på Carlsberg, TAP1 over tre dage i slutningen af maj. Forsalget til ølfestivalen er allerede gået i gang via Billetnet, men det vil også være muligt at købe billetter på stedet. Der udbydes to typer af entrebilletter: 200 kr. for entre inkl. smageglas, Festivalguide og 10 smagsprøver 100 kr. for entre inkl. smageglas og Festivalguide. Prisen på køb af ekstra poletter bliver kr. 10,00 pr. stk og kan købes enkeltvis på Ølfestivalen. Jeg har besluttet mig for at deltage fredag den 27. maj fra kl. 17:00. Har du samme ide eller skulle du få den undervejs er du velkommen til at kontakte P.

SØNDAG D. 29. MAJ 2011 KL. 16.00: PLANLÆGNINGSMØDE.
Her planlægger vi den kommende periodes arrangementer. Alle er velkomne med eller uden forslag.
10-13. JUNI 2011: VANDRETUR PÅ BORNHOLM I PINSEN.
Vi satser på at indlogere os på vandrehjem og bo fast et sted (så du skal ikke gå med andet end en dagtursrygsæk). Du skal være indstillet på daglige vandreture på ca. 20 km primært langs kysten af de gamle livredderstier. Risiko for at indtage frokosten på lokale røgerier o.l.
Nærmere information følger. Prisen afhænger af prisen på transport t/r til Bornholm, lokal transport, overnatning på vandrehjem samt mad m.v. undervejs. Hvis du er interesseret, bedes du hurtigst muligt maile til T.
Mix-Double Singleklub